Aarhus Universitets segl

Trygge læringsmiljøer med jigsaw-diskussionsmetoden

Hvordan kan man variere holdundervisningen og øge de studerendes engagementet og aktive deltagelse? Inspireret af dette spørgsmål valgte Anne Marie Olesen at introducere en ny undervisningsaktivitet i sit kursus Organisationsforståelse. Gennem sine erfaringer understreger hun vigtigheden af at lade læringsmålene styre aktiviteterne.

Formålet med jigsaw-metoden er, at de studerende dykker ned i et emne og forstår det så dybdegående, at de kan videreformidle det til deres medstuderende. Når de bytter gruppe får alle de studerende samtidig indblik i alle emner. Foto: Jens Hartmann, AU Foto
Anne Marie Olesen er studielektor og afdelingskonsulent ved Afdelingen for Filosofi og Idehistorie. Foto: Privatfoto

Anne Marie Olesen er studielektor og afdelingskonsulent ved Afdelingen for Filosofi og Idehistorie. Hun underviser på masteruddannelsen i humanistisk organisationsudvikling og bachelortilvalget inden for samme område.

”Noget af undervisningen på Filosofi og Idehistorie skulle omlægges. I stedet for at bruge studenterundervisere til holdundervisningen, skulle VIP’erne i højere grad selv udføre den. Jeg kontaktede derfor CED for at arrangere et seminar på Moesgaard campus, som kunne give VIP'erne idéer til nye undervisningsaktiviteter. Ved seminaret blev jeg selv inspireret til at undersøge, hvordan jeg kunne variere min egen undervisning yderligere og gøre de studerende mere aktive,” fortæller hun.

Skabelse af trygge læringsmiljøer med jigsaw-aktivitet

I den forbindelse besluttede Anne Marie Olesen sig for at afprøve jigsaw-diskussionsmetoden. Metoden foregår således:

  1. De studerende inddeles i grupper, der hver især arbejder med et specifikt emne indenfor et større tema.  Hver gruppe arbejder sammen for at forstå deres specifikke del grundigt.
  2. Derefter omgrupperes de studerende, så hver ny gruppe har mindst én ’ekspertstuderende’ indenfor hvert emne. I de nye grupper præsenterer de studerende hver især deres respektive dele af temaet, så de kan diskutere og sammenligne.
  3. Til slut kan man lade de studerende vende tilbage til deres oprindelige gruppe, hvor de kan reflektere over, hvad de har lært.

Formålet med aktiviteten er, at de studerende dykker ned i et emne og forstår det så dybdegående, at de kan videreformidle det til deres medstuderende. Samtidig får de indblik i andre aspekter af et større tema uden en øget arbejdsbyrde.

”Vi havde et tema om motivation. Jeg startede undervisningssessionen med at gennemgå temaet sådan helt overordnet. Efter præsentationen delte jeg holdet ind i tre grupper, hvor hver gruppe skulle gennemgå en af tre klassiske tekster indenfor motivationsteori, på baggrund af spørgsmål jeg havde udarbejdet,” forklarer Anne Marie Olesen.

”Aktiviteten var god i forhold til at få de studerende til at snakke sammen på tværs og lære nogle andre studerende bedre at kende, fremfor blot at være sammen med dem, de altid arbejdede sammen med. De var allesammen meget aktive. Så det er helt klart et godt værktøj til at skabe et socialt tilhørsforhold, hvilket er en væsentlig faktor i forhold til, at de bliver trygge ved at deltage aktivt i undervisningen og knytter sig til hinanden,” fortæller hun.

Udfordringer som følge af tværfaglige uddannelsesbaggrunde

Bachelorkurset i organisationsforståelse er tværfagligt og kursisterne kommer fra mange forskellige faglige baggrunde. Et af målene med jigsaw-aktiviteten var at fremhæve, hvordan de forskellige fagligheder kunne supplere hinanden. Tværfagligheden viste sig dog at være en udfordring:

”Et af problemerne med aktiviteten var dog, at fordi de studerende kom fra så forskellige fagligheder, havde de ikke samme forudsætninger for at arbejde analytisk med teksterne. De kom derfor ikke dybt nok ned i dem,” konstaterer Anne Marie Olesen.

Hun fremhæver derfor, at man skal tænke grundigt over, hvilke sammenhænge aktiviteten egner sig til. Det handler ikke blot om stile efter variation, men om at lade læringsmålene definere undervisningsaktiviteterne.

Fremadrettet vil Anne Marie Olesen derfor bruge jigsaw-modellen med cases i stedet, hvor de tre forskellige teorier appliceres på én case. På den måde får arbejdet et anvendelsesperspektiv, og de studerende vil lære at bruge deres grundteori i praksis.

Workshops om engagerende undervisning

Engagerende og involverende undervisning er allerede et naturligt element i mange af CED’s grundkurser for instruktorer, ph.d.-studerende, postdocs og adjunkter. Derfor tilbyder vi særlige workshops for senior VIP, der ønsker at nytænke deres undervisning.

Disse workshops tager højde for den mængde undervisningserfaring som netop senior VIP sidder med. Derudover spiller de også ind i den danske ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer. Det drejer sig om: