Aarhus Universitets segl

Guide til adjunktvejledning

Adjunkter skal ifølge deres stillingsstruktur gennemføre universitetspædagogikum og tildeles en adjunktvejleder. Denne guide til adjunktvejledning vedrører supervision af adjunktens opgaver med særligt fokus på udvikling af undervisningskompetencer, inklusive vejledning og eksamen.

Sidens materiale bygger på bekendtgørelsens krav om stillingsstruktur for videnskabeligt personale og afspejler resultater fra en undersøgelse, som CED har gennemført for at afdække lokale praksisser og erfaringer med adjunktvejledning på AU.

Adjunktvejlederens rolle

Adjunktvejlederen indgår i den praktisk kollegiale indsats, der har til formål at støtte adjunktens akademiske og professionelle udvikling. Adjunktvejleder har en særlig rolle i at understøtte adjunktens kompetenceudvikling inden for forskningsbaseret undervisning i forbindelse med dennes obligatoriske deltagelse i universitetspædagogikum. 

Adjunktvejleder kan have yderligere opgaver og roller, eksempelvis sparring vedrørende forskningsaktiviteter og karrierespørgsmål samt facilitering af adjunktens integration på arbejdspladsen. Den enkelte adjunktvejleders roller og opgaver vil variere og være afhængig af lokale praksisser. 

Praktisk kollegial vejledning

Adjunktvejleder fungerer som kollegial vejleder eller mentor, som adjunkten kan få inspiration, sparring og rådgivning hos, hovedsagelig i forbindelse med universitetspædagogikum, men også derudover. Denne indsats indgår i den samlede praktisk kollegiale adjunktvejledning, der involverer flere parter, og er en uformel støtte til adjunkten, i løbet af sin ansættelse, inden for følgende fire områder: 

  1. Undervisningskompetence
  2. Forskningsaktiviteter
  3. Karrieremuligheder
  4. Integration på arbejdspladsen

Klik på billedet for at forstørre 🔎

Det er forskelligt i hvilket omfang den udpegede adjunktvejleder indgår i de fire områder, og hvordan vejledningsopgaven fordeles mellem denne og øvrige kolleger og ledere. Dette kan med fordel indgå i en indledende afklaring af adjunktvejlederens rolle og opgaver.

Undervisningskompetencer

Adjunktvejleder-rollen er specifikt tilknyttet universitetspædagogikum, og hensigten i den forbindelse er at:

  • Yde pædagogisk sparring og vejledning i forbindelse med universitetspædagogikum.
    Formål: Adjunkten vil derved blive støttet i at udvide sit pædagogiske råderum med nye teoretisk funderede pædagogiske og didaktiske modeller og værktøjer. 

Adjunktvejlederen kan ud over universitetspædagogisk kursus assistere i udvikling af adjunktens undervisningskompetencer ved:

  • Indledningsvis i adjunktforløbet at hjælpe adjunkten med at udarbejde en passende plan for undervisnings- og vejledningsaktiviteter, herunder eksamensafholdelse.
    Formål: Adjunkten vil derved få erfaring med forskellige former for universitetsundervisning. 
  • Tilbyde supervision og feedback vedrørende indhold/pensum, didaktiske overvejelser, planlægning og udførelse af undervisning, hvis muligt baseret på observation af undervisningen.
    Formål: Adjunkten vil derved udvikle sine undervisningskompetencer med udgangspunkt i egne ønsker og behov.

Adjunktvejleder kan endvidere afslutte det pædagogiske vejledningsforløb med en skriftlig pædagogisk evalueringsudtalelse der beskriver adjunktens undervisningskompetencer. Dette kan med fordel indgå i den skriftlige vurdering af adjunktens undervisningsmæssige kvalifikationer, som ifølge bekendtgørelsen skal udstedes senest 3 måneder inden ansættelses ophør. Desuden vil det være en brugbar dokumentation for adjunktens undervisningskompetencer i forbindelse med fremtidige ansættelser. 

Både den udpegede adjunktvejleder og det øvrige kollegamiljø udgør en vigtig ressource for adjunktens udvikling af egen undervisningspraksis og evne til at samarbejde med kolleger omkring den samlede undervisningsopgave.  

Herunder finder du forslag til støtteværktøjer, der med fordel kan benyttes i den praktisk kollegiale adjunktvejledning, både fokuseret, under universitetspædagogikum, og i resten af adjunktforløbet.  

Forskningsaktiviteter

Den praktisk kollegiale vejledning af adjunktens forsknings- og udviklingsaktiviteter vil være kontekst- og situationsafhængig. Adjunktvejleder kan i den forbindelse  

  • Afdække adjunktens behov for sparring vedrørende forskningsplaner, publikationsstrategier samt muligheder for projekt- og fondssøgning.  
  • Agere sparringspartner i spørgsmål vedrørende adjunktens forskning og udvikling samt i adjunktens deltagelse i interne såvel som eksterne forskningsmiljøer. 
  • Mobilisere det kollegiale netværk med henblik på adjunktens inddragelse i relevante forsknings- og udviklingsaktiviteter. 

Karrieremuligheder

Adjunktstillingskategorien omfatter adjunkter, tenure track-ansættelser, studieadjunkter, forskningsmedarbejdere og postdocs med undervisningsforpligtigelse. Fælles for alle disse stillingstyper er, at de er tidsbegrænsede. Der kan ikke stilles garantier for fastansættelse, selvom adjunkten lever op til de institutionelle forventninger, og der er i mange miljøer en opmærksomhed på de udfordringer der associeres med denne usikkerhed. 

Universitetet skal ifølge bekendtgørelsen:

“synliggøre karriereperspektiverne for de ansatte videnskabelige medarbejdere, herunder især ansatte i tidsbegrænsede stillinger. Det sker bl.a. ved en løbende drøftelse af karriereveje på og uden for universitetet for den enkelte medarbejder” (Retsinformation, 2019, s. 3)

Praktisk kollegial vejledning, herunder nærmeste leder og adjunktvejleder, kan være en støtte for adjunkten ved at yde klar og entydig kommunikation om de kvantitative og kvalitative krav og forventninger, instituttet har til succesfuld gennemførelse af adjunktforløbet mod at blive lektorabel. Derudover kan kolleger og adjunktvejleder bidrage med råd og vejledning til en eventuel lektoransøgning. 

Integration på arbejdspladsen

Adjunkt, adjunktvejleder og øvrige kolleger er gensidigt forpligtede til at finde en passende form for interaktion. I forhold til adjunktens integration på arbejdspladsen kan adjunktvejleder være behjælpelig med at:

  • Introducere, især adjunkter som er nye i miljøet, til instituttet og informere om praktiske forhold og relevante aktiviteter, orientere og vejlede i forhold, der generelt påvirker adjunkternes akademiske udviklingsmuligheder (forskning og undervisning), samt drøfte forskellige arbejdsrelaterede problemstillinger, der optager adjunkten. 
  • Opfordre andre kolleger til at være opmærksomme og nysgerrigt undersøgende på, hvad adjunktkollegen kunne bidrage med på arbejdspladsen og har behov for. 
  • Tage initiativ til dialog og fælles aktiviteter. 
  • Opfordre adjunkten og kolleger til at drøfte udfordringer og udveksle tips og tricks i undervisningen, dialogen med de studerende, opfølgning på kursusevalueringer, etc. 

Støtteværktøjer til adjunktvejledere

Som adjunktvejleder kan du benytte følgende støtteværktøjer i din vejledning:

Drejebog

Her er et eksempel på en drejebog for et adjunktforløb og vejlederfunktionen med udgangspunkt i adjunktens behov (inspireret af eksisterende praksisser og retningslinjer ved AU).

Samtaleguide

Samtaleguiden indeholder spørgsmål, som adjunktvejlederen kan tage udgangspunkt i ved en indledende samtale med adjunkten om undervisningsrelaterede emner.

Observationsskemaer

Her finder du (1) skema til observation af undervisning og feedback, samt (2) skema til observation af vejledning og feedback. 

Guide til kollegial supervision

Her finder du en kort redegørelse af kollegial supervision i en snæver betydning, dvs. som en særlig dialogisk teknik til at understøtte og udvikle adjunktens praksis og refleksionsevner.

Du kan vælge mellem to slags kollegial supervision, som har hver deres skema: (1) direkte kollegial supervision, på baggrund af observation af adjunktens undervisning; og (2) til indirekte kollegial supervision, ud fra et udviklingstema, adjunkten selv tager med, vedrørende undervisningen, herunder opgavevejledning, eksamensafholdelse, kursusudvikling, etc.

Guide til pædagogisk evaluering

Her finder du en guide til udarbejdelse af en pædagogisk evalueringsudtalelse i forbindelse med afslutning af adjunktens pædagogiske udviklingsforløb.