Undervisning på tværs af lokationer
Hvordan streamer man undervisning ud til de studerende, der ikke befinder sig på campus? AU stiller en række læringsteknologier til rådighed, der kan understøtte afholdelsen af undervisning på tværs af – og måske ligefrem uden for – landets grænser. Vi opdaterer dig her på nogle af mulighederne.
Som al anden form for undervisning skal streaming af undervisning tilpasses konteksten for at understøtte de studerendes læring. Ved streaming af hybridundervisning kan det eksempelvis være en udfordring at motivere og involvere de studerende, der følger med online.
Ved online og hybrid undervisning er det særlig vigtigt, at man er opmærksom på at aktivere alle de studerende under undervisningen. Dette gøres blandt andet ved at gøre det ”sikkert” og almindeligt at alle taler i plenum, lave afstemning eller quizzer og løbende bede om input fra dem, der følger med online.
På AU Educate har vi samlet nogle råd til, hvordan du afholder online og digital undervisning.
Holdundervisning med Zoom Rooms
På AU’s forskellige matrikler er der indrettet såkaldte Zoom Room-undervisningslokaler, der er oprettet til at kunne tilgodese både online og fysisk tilstedeværende studerende samtidig. Et Zoom Room er et fysisk lokale, der er udstyret med mikrofoner og kamera, der fungerer sammen med videokonferencesystemet Zoom.
I et Zoom Room står en konsol, som du kan tilslutte din bærbare computer og bruge til at styre visse funktioner, eksempelvis det kamera, der er installeret i loftet i rummet. Du kan styre kameraet manuelt, men derudover er der forudindstillede vinkler, der giver overblik over tavlerne i rummet.
I et Zoom Room hænger der mikrofoner i loftet, som opfanger lyd fra de studerende, der sidder i lokalet. Derudover er der en headset-mikrofon, som gør lyden fra underviseren endnu tydeligere.
“Lokalerne egner sig til holdundervisning, hvor du har studerende, der både er til stede online og fysisk. Du kan eksempelvis oprette afsteminger og breakout rooms til at facilitere interaktion og gruppearbejde på tværs af lokationer,” fortæller Mads Schrøder Haagensen, der er pædagogisk konsulent i afdelingen for Digital Udvikling ved CED.
I alle Zoom Rooms hænger der en skærm med information om, hvordan du tilslutter din computer og starter streamingen. Derudover kan du på AU Educate læse mere om, hvor disse lokaler befinder sig, og finde guides til, hvordan du bruger et Zoom Room.
Forelæsninger med Panopto
Mange af universitetets auditorier er indrettet med opkobling til Panopto-platformen, der gør det nemt at streame og optage forelæsninger.
Ønsker du at benytte et auditorie til at optage og streame din undervisning, skal du bruge en personlig digital nøgle, som er en unik kode. Du kan finde en vejledning til, hvordan du opretter en nøgle på AU Educate. Efter forelæsningen uploader optagelsen automatisk til Panopto, hvor man kan redigere videoen, indsætte quizzer og dele den i sit kursus i Brightspace.
“Dermed har de studerede mulighed for at se undervisningen efterfølgende, hvis de har været forhindret i at deltage synkront online. De kan også gense optagelserne i forbindelse med deres eksamensforberedelse," forklarer Mads Schrøder Haagensen.
På Medarbejderservice kan du finde den fulde liste over auditorier, der har Panopto-udstyr installeret. AU Educate har desuden en vejledning til, hvordan man benytter Panopto i forskellige sammenhænge, eksempelvis til administration og deling af videoer.
Eksperimentér med den nyeste læringsteknologi hos CED
For at forbedre mulighederne for at eksperimentere med en pædagogisk reflekteret anvendelse af teknologi og styrke den online undervisningspraksis på AU, er der etableret et fleksibelt undervisningslokale ved CED, der giver rig mulighed for at streame undervisning.
Her kan man anvende, teste og få vejledning i, hvordan teknologi anvendes som pædagogisk løftestang til at styrke og understøtte forskellige undervisningsformater.
Lokalet er fyldt med moderne teknologi og egner sig til alt fra hybrid- og online undervisning til kortere eller længerevarende undervisningsforløb. Du kan læse mere om lokalet på CED’s hjemmeside.
Har du andre spørgsmål vedrørende online undervisning og læringsteknologier? Så er du altid velkommen til at kontakte os. Vi tilbyder både personlig rådgivning om pædagogik og didaktik i undervisningen, ligesom vi gerne indgår i sparring med undervisningsteams.
Du kan også besøge vores AU Educate-side om brugen af video i undervisningen.