Hvordan skaber man en praksisnær uddannelse?
De seneste år har Tine Rousing og Maria Eskildsen arbejdet intensivt med at skabe en helt ny uddannelse i dyrevidenskab. Med ønske om at imødekomme efterspørgsel fra aftagerne har de, med hjælp fra blandt andet CED, skabt en uddannelse med fokus på at holde raske dyr raske.
I sommeren 2024 åbnede AU Viborg – Danmarks grønne campus – for det første hold studerende på uddannelserne Dyrevidenskab, Plante- og fødevarevidenskab og Veterinærmedicin.
Da 23 forventningsfulde studerende trådte ind ad døren ved Dyrevidenskab for første gang, var det en særlig dag, ikke mindst for seniorforsker Tine Rousing og adjunkt Maria Eskildsen fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab. De er uddannelsesansvarlige ved Dyrevidenskab og har været centrale i udviklingen af den nye uddannelse. Begge har været med siden arbejdet gik i gang i 2022.
”Jeg har jo undervist før, men det at skabe en decideret uddannelse er som at træde ud på et nyt kontinent,” fortæller Tine Rousing.
At finde sin identitet
”Det allerførste skridt var at holde en meget stor aftagerworkshop og sende spørgeskema ud for at forstå, hvilke kompetencer der bliver efterspurgt. Det er jo egentligt ligegyldigt, hvad vi synes, vi gerne vil undervise i, hvis ikke det kan bruges af nogen bagefter,” forklarer Maria Eskildsen. Hun forsætter:
”Ud fra det arbejde fandt vi ud af, at aftagerne efterspørger folk, der ikke kun ved noget om produktionsdyr, men eksempelvis også hunde, katte og heste. Alle kender jo til dyrelægestudiet, der handler om at gøre syge dyr raske. Vi besluttede derfor på Dyrevidenskab at fokusere på, hvordan man holder raske dyr, i menneskers varetægt, raske, da akademisk viden inden for dette område som sagt efterspørges.”
Tidligt i processen blev der også truffet en fakultetsledelsesbeslutning om en samlet didaktisk vision for de nye uddannelser på AU Viborg:
- Studentercentret uddannelse
- Tæt på praksis og profession
- Forskningsnær uddannelse
- Kompetencer til tiden
Derfor arbejdes der med integreret curriculum:
”Vi skulle ikke have matematik for matematikkens skyld eller kemi for kemiens skyld. Det er ikke fordi der ikke er matematik og kemi i uddannelsen, men det er alt sammen hængt op på de dyrefaglige fag. Og så har vi en unik mulighed i forhold til vores placering, der gør at vi kan tilbyde de studerende praksisnær undervisning med dyr fra dag ét” forklarer Tine Rousing.
CED’s rolle som tovholder og didaktisk sparringspartner
Mens det er underviserne, der tager sig af det dyrevidenskabelige, har CED bistået hele vejen:
”CED har været med hele vejen fra facilitering på workshopniveau til beskrivelse af kompetenceprofil for uddannelsen og læringsmål for de enkelte kurser. Det gjorde, at vi hurtigere kunne komme igennem disse processer – og med større professionalisme,” forklarer Maria Eskildsen.
”Og så er der jo også den rene didaktiske sparring. CED har kunne hjælpe os med at kvalificere de didaktiske valg, vi traf. De har eksempelvis udfordret os på eksamensformer og har hjulpet os med, hvordan vi skal sætte Brightspace op, så der er en gennemgående genkendelig opsætning på tværs af alle kurser,” tilføjer Tine Rousing.
Maria Eskildsen nævner et andet eksempel:
”Helt konkret skal jeg eksempelvis være kursusansvarlig på et kursus på 2. semester, hvor vi skal lære de studerende noget om mundtlig formidling. Her har vi haft CED forbi for at holde en workshop omkring det. Det er ikke fordi CED har bestemt, hvordan kurset skal opbygges. Men det har givet os inspiration til, hvad vi kan gøre.”
På hvert semester er der et kursus, hvori de studerende skal lave et projekt, der går på tværs af alle de kurser, der er på det pågældende semester. Her har CED også hjulpet med at udvikle en ny læringsressource til de studerende, om, hvordan man arbejder i grupper og projektorienteret:
”Her lærer de studerende at tage ansvar for egen læring, indgå i projektarbejde og arbejde i grupper. Det er jo et fagområde i sig selv,” konkluderer Tine Rousing.
En ny fase for Dyrevidenskab
Efter to års intensivt arbejde med at udvikle dyrevidenskabsuddannelsen, er Tine Rousing og Maria Eskildsen nu trådt ind i en ny fase. De to uddannelsesansvarlige står over for nye udfordringer, når de skal sikre, at uddannelsen lever op til de mål, der er sat.
”Nu er vi jo kommet til den del, hvor vi skal drifte. Og der er stadig mange spørgsmål, der opstår. Så vi kommer fremadrettet helt sikkert til at række ud efter CED, når vi skal justere og kvalitetstjekke, så vi kan sikre, at vi stadig er på rette kurs. Vi skal blandt andet køre nogle kursusevalueringer igennem og lave nogle studiesamtaler, så vi kan samle data,” forklarer Tine Rousing.
”Vi er jo ikke færdige – vi bliver aldrig færdige. Der er jo fem år til, at vi lukker de første dimittender ud. Så vi kan endnu ikke vide, hvor godt det hele er lykkedes. Målet er, at de studerende skal ud og have et relevant job, som de lykkedes i og trives med. Det er hér den helt store prøve ligger,” konkluderer Maria Eskildsen.
Hvad kan CED hjælpe dig med?
CED indgår i små og store sparringsforløb – alt fra tilrettelæggelse af aktiverende undervisningsformer og kurser til uddannelsesudvikling og AU-strategiske satsninger, såsom bedre studiestart, et attraktivt studie- og læringsmiljø samt dimittender til fremtidens arbejdsmarked.
Hvis du ønsker sparring på et universitetspædagogisk udviklingsprojekt eller -forløb, kan du booke en rådgiver. Sender du en henvendelse via formularen, sørger vi for, at du bliver matchet med den rette konsulent eller team.