Workshops i online undervisning: Kom godt i gang med semesteret
Vi går et forårssemester i møde, hvor der som tidligere vil indgå helt og delvist online elementer i undervisningen. Har du brug for at blive klædt på til at undervise online eller mangler du blot ny inspiration til din online undervisning, kan du deltage i CED’s nye workshops.
Forlængelsen af de nyeste coronarestriktioner betyder, at den første del af forårssemestret på Aarhus Universitet kommer til at foregå online. Derfor udbyder Centre for Educational Development workshops i online undervisning for dig, som er underviser på AU. Alle workshops foregår online og klæder dig på til at undervise dine studerende online bl.a. ved introducere til konkrete digitale værktøjer og undervisningsaktiviteter.
Udbuddet af workshops er inddelt i tre kategorier: Online Holdundervisning, Online Forelæsning og Hybridundervisning. Inddelingen er blandt andet lavet for at anerkende forskellighederne mellem holdundervisning og forelæsning, fx at de, fysisk som online, indeholder en række forskellige undervisningselementer og værktøjer. Du er dog mere end velkommen til at deltage i alle tre kurser, som du kan læse mere om herunder.
Se alle workshops på CED’s hjemmeside og tilmeld dig.
Online holdundervisning: Samarbejde og interaktion med de studerende
Når undervisningen går online, kan det være ekstra svært at få de studerende til at deltage aktivt og bidrage til diskussioner i undervisningen. Det kan derfor være nødvendigt, at du tilpasser din undervisning til et online format for at øge engagement og læring. På denne workshop får du gode råd, konkrete værktøjer og pædagogiske principper til netop det.
På workshoppen får du konkrete forslag til, hvordan du kan tilrettelægge din undervisning med forløb, som understøtter de studerendes engagement og aktive deltagelse, både når I mødes online (synkront), og når de arbejder på egen hånd (asynkront). Der vil desuden være tid til både afprøvning af teknologier og til diskussion af praksiserfaringer fra underviserne selv.
Tilmeld dig til workshoppen om holdundervisning på CED’s hjemmeside.
Online forelæsning: Opbygning, organisering og dialog
Forelæser du online, fx via Zoom, i det kommende semester, og ønsker du, at dine studerende deltager mere aktivt i din online forelæsning? Er du interesseret i at understøtte dialog, skrive på en tavle på en smidig måde, og få en fornemmelse af at de studerende lærer noget - også når forelæsningen foregår online?
Ingen af disse spørgsmål er helt simple at besvare, men i workshoppen om online forelæsning, bliver du præsenteret for idéer og eksempler, som du kan finde inspiration i.
Fokus vil ligge på, hvordan du bygger din forelæsning op omkring et online format, og hvordan du rent tidsmæssigt organiserer en online forelæsning med oplæg, pauser, og aktiviteter. Herudover får du konkrete eksempler på velfungerende aktiviteter og værktøjer til at aktivere de studerende i løbet af forelæsningen via afstemning eller breakout rooms.
Tilmeld dig til workshoppen om Online Forelæsning på CED’s hjemmeside.
Hybridundervisning: Studerende på campus og online på én gang
Ligesom i efteråret 2020 vil undervisningen i foråret 2021 sandsynligvis indebære hybrid- eller parallelundervisning. Det betyder, at nogle studerende følger den undervisning, der foregår fysisk på campus, mens andre følger den samme undervisning online via Zoom.
Til workshops i hybridundervisning introduceres du til kendte udfordringer ved dette undervisningssetup og du præsenteres for overvejelser og forslag til konkrete løsninger bl.a.: Hvor skal du som underviser kigge hen, og hvordan håndterer du de spørgsmål, der kommer online?
Der vil desuden være fokus på, hvordan du kan inddrage og aktivere de studerende online såvel som på campus, og hvilke teknologier du kan bruge til det formål. Endelig præsenteres du til en række forslag til, hvordan du kan strukturere fysisk/online undervisning.
Tilmeld dig til workshops om hybridundervisning på CED’s hjemmeside.