AU-forskere vinder pris ved dette års 3E-konference
Professor ved Aarhus BSS Helle Neergaard og lektor ved CED Sarah Robinson vandt prisen for ’Best Paper’ ved dette års European Entrepreneurship Education Conference, der løb af stablen den 5. til 7. maj 2021. Paperet handler om eksistentiel læring, og hvordan det kan klæde studerende på til en usikker fremtid.
European Entrepreneurship Education Conference, 3E, er mødestedet, hvor entreprenørskabsforskere og -undervisere fra hele Europa præsenterer og diskuterer, hvordan undervisningspraksis kan forstås og udvikles. Dette års konference blev afholdt online fra Trondheim, hvor over 80 deltagere var mødt op for at dele deres erfaringer.
På konferencen blev der uddelt to priser for ’Best paper’ og ’Best PDW’. Blandt tre nominerede til ’Best Paper’ var lektor ved CED, Sarah Robinson, og professor ved BSS, Helle Neergaard, med deres paper ”Entrepreneurship as existential learning: The missing link in effectual learning processes”, der endte med at vinde prisen for ’Best paper’.
Universitetsundervisning i en usikker fremtid
Helle Neergaard og Sarah Robinson tager udgangspunkt i universitets- og uddannelsesfilosof Ronald Barnett. Han argumenterer for, at det moderne samfund kræver noget helt andet af universitetsundervisning, end det gjorde før i tiden, og det er Helle Neergaard og Sarah Robinson enige i:
”Undervisningen skal i dag i højere grad målrettes en fremtid, der er usikker og uforudsigelig. Derfor skal uddannelsesformatet redesignes, så de studerende er klædt på – ikke kun kognitivt, men også med ’hand and heart’ – til at agere i verden og løse samfundsmæssige udfordringer,” fortæller Sarah Robinson, som har forsket og undervist i entreprenørskab i snart 10 år.
Helle Neergaard og Sarah Robinson foreslår at bruge en eksistentiel tilgang til undervisning, hvor fokus flyttes fra det lærte til den lærende.
Eksistentiel læring som pædagogik
Men hvad vil det sige at undervise med en eksistentiel tilgang?
”Formålet med eksistentiel læring er at fremme den lærendes selvrefleksion og at skabe en transformativ forandringsproces, hvor den lærende tager stilling til egen mulighed for at spille med og agere gennem en faglig forankret refleksion”, forklarer Sarah Robinson.
Eksistentiel læring kan stilladseres og designes til forskellige kurser, hvor underviseren giver de studerende mulighed for at tage stilling til, hvem de gerne vil være i fremtiden, hvad deres værdier er baserede på og hvad de bliver motiveret af og for.
”Det kræver, at curriculum er designet til at ’engage the self’ med Ronald Barnetts ord, hvis vi som undervisere skal kunne klæde de studerende på til at være aktive borgere i en usikker og uforudsigelig fremtid. Med dette paper opfordrer vi undervisere til at tage stilling til, hvordan de designer deres undervisning, så de studerende får lov til at arbejde med deres egen faglige og personlige identitet samtidig”, afslutter Sarah Robinson.
CED ønsker Sarah Robinson og Helle Neergaard stort tillykke med den flotte pris!