Brightspace kræver tid og tilvænning
Aarhus Universitet skifter learning management system (LMS) fra Blackboard til Brightspace, der ifølge underviserne på de igangværende piloter giver en række fordele, men også kræver tid at sætte sig ind i. Vi har samlet nogle af erfaringerne fra de nuværende pilottests, som vi præsenterer i denne artikel.
En essentiel platform i forbindelse med udførelsen af undervisningen er universitetets LMS, som fra næste semester hedder Brightspace. Allerede nu kører udvalgte kurser på tværs af fakulteterne i Brightspace, for at afprøve platformen i forbindelse med undervisningen. Den 19. april fik alle medarbejdere på AU også adgang, med mulighed for at afprøve værktøjer og teste funktionerne i deres eget sandbox-kursus.
Janne Saltoft Hansen er projektleder for den pædagogiske implementering af Brightspace. Hun peger på en række fordele ved det nye system:
“Først og fremmest har Brightspace et mere tidssvarende design, der gør, at systemet er nemt at gå til. Brightspace arbejder hele tiden med forbedring af systemet og understøtter en bedre kommunikation mellem studerende og undervisere,” fortæller hun.
De første undervisere er positive
Bedre kommunikation mellem studerende og undervisere er noget flere undervisere på pilottesten kan nikke genkendende til, blandt andre Knud Ryom, der har anvendt Brightspace til sin undervisning ved Institut for Folkesundhed:
“Det er gået overraskende nemt. Der er visse ligheder med det gamle Blackboard-system, men funktionerne i Brightspace er bare mere intuitive og lettere at gå til for mig som underviser. Blandt andet er afleveringer af skriveopgaver og upload af videoer blevet gjort nemmere i det nye system. Mit indtryk er også, at de studerende finder Brightspace overskueligt og godt, og jeg har i hvert fald fået meget få spørgsmål omkring brugen heraf,” fortæller han.
Christiane Marie Høvring fra Institut for Virksomhedsledelse peger desuden på, at Brightspace udmærker sig ved hele den måde, hun kan kommunikere med de studerende og sende beskeder ud via funktionen Activity Feed:
“Det at de studerende kan kommentere på mine beskeder gør, at jeg føler en bedre forbindelse med dem til trods for at vi arbejder på den måde, som vi gør på nuværende tidspunkt. Så på mange måder oplever jeg, at Brightspace bliver meget bedre integreret i undervisningen end tidligere systemer. Du har en mere løbende kommunikation, når de studerende responderer direkte på mine beskeder, og når alle kan se denne kommunikation. Det ser jeg som en helt central del af et godt informationsflow mellem underviser og studerende,” fortæller hun.
Det handler om at knække koden
Det er ikke altid lige til at vide, hvor man skal tage fat, når man bliver introduceret til et nyt og uvant system. Flere af underviserne der har prøvet kræfter med systemet, nævner, at man blandt andet skal sætte sig ind i et nyt sprog.
“Da jeg først havde knækket koden med en del hjælp udefra og søgen rundt i instruktionerne var det relativt nemt og intuitivt. Men der var store frustrationer og meget tidsspilde på vej ind i at kunne bruge funktionerne, sådan som jeg gerne ville, og eksempelvis overføre elementer fra et kursus til et andet. Det krævede med andre ord relativt god erfaring med online platforme, en masse tålmodighed og hjælp,” fortæller Andreas Lieberoth, der underviser på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, og pointerer:
“Systemet kræver tid til øvelse. Ikke at få ting forklaret, men at opdage hvordan de fungerer i praksis. Der er allerede for meget information til, at almindelige dødelige kan forventes at læse det hele – og det er svært at vide præcis, hvad man skal læse efter og søge på.”
Indhold fra tidligere kurser skal bygges op på ny
Fra maj til juni 2021 vil efterårssemestrets kurser løbende blive oprettet, så man kan begynde at opbygge og gøre dem klar til studiestart. Det kræver tid og arbejde at komme godt i gang og få den bedst mulig start på sin undervisning på den nye platform.
Underviser Knud Ryom fra Institut for Folkesundhed påpeger, at kursuskopieringen kan være dér, hvor man som underviser skal bruge ekstra kræfter i overgangen til Brightspace:
“Overførelsen af kurser fra Blackboard til Brightspace er det, som kan kræve lidt ekstra arbejde. Det er ikke sikkert, at ens kursusstruktur fra før giver mening, så man skal lige tænke lidt ud af de vante rammer. Ellers er det relativt hurtigt at sætte sig ind i som læser, desuden har der været hurtig hjælp fra CED, hvis noget ikke skulle fungere efter hensigten,” fortæller han.
For projektleder Janne Saltoft Hansen er kursuskopieringen en essentiel del af en god start med det nye system:
“Skiftet til Brightspace kræver at du opsætter dit kursus på ny. Indhold fra Blackboard hentes ind i Brightspace, så det kan kopieres ind i dit nye kursus, og har du brug for hjælp, kan du altid kontakte CED og få hjælp til opsætningen.”
Kom godt i gang allerede i foråret
Ansatte ved AU vil blive hjulpet godt i gang gennem en række forskellige workshops. Der vil også være mulighed for at få personlig hjælp til opsætningen af kurser, ligesom der er en række online ressourcer, man kan orientere sig i:
“Det er muligt at tilmelde sig forårets Brightspace-workshops eller gå på opdagelse i AU’s onlinekursus om Brightspace, der kommer til at ligge i Brightspace. I maj til juni bliver der adgang til at kunne klargøre efterårets kurser,” fortæller Janne Saltoft Hansen.
Hold dig orienteret på https://medarbejdere.au.dk/brightspace/. Her finder du information og nyheder, mulighed for kontakt til support samt links til vejledninger og workshops i Brightspace.
Du kan henvise dine studerende til AU Studypedia, hvor de også kan finde hjælp og vejledning til brugen af Brightspace.