Studier peger på, at undervisere står alene med professionel identitetsudvikling
Undervisere opfatter refleksioner omkring egen undervisning som en privat sag. Men kollegial sparring og det at kunne spejle sig i andre undervisere er væsentlige elementer i udviklingen af professionel identitet. Det viser studier fra Centre for Educational Development (CED).
Tidligere forskning viser, at universitetsunderviseres identitet og deres forestillinger om, hvordan de skal være og forstå deres arbejde, er en central forudsætning for god undervisning. Men der findes kun begrænset viden om, hvordan yngre universitetsansatte kan støttes i at reflektere over og udvikle deres professionelle identitet.
I studiet ‘Exploring early career academic teacher identities: using the audio diary method for reflection and research’ har forskere fra Centre for Educational Development undersøgt, om lyddagbøger kan bruges som redskab til at udvikle underviseridentitet. I undersøgelsen optog en gruppe yngre universitetsundervisere på Aarhus Universitet i en periode på to måneder en ugentlig lydoptagelse med egne refleksioner om underviserrollen.
Studiet peger på, at deltagerne i vid udstrækning oplever, at de står alene med tanker om deres udvikling som underviser og de værdier, der ligger til grund for deres undervisningspraksis.
Flere deltagere fremhæver, at de sjældent har mulighed for at drøfte undervisningsrelaterede udfordringer med kolleger, og at lyddagbogen derfor giver dem et rum til at formulere tanker, som ellers ikke finder plads i hverdagen. Lyddagbogen ser ud til at kunne mindske oplevelser af isolation og frustration i tilknytning til underviserrollen.
”Flere af deltagerne understreger, at de oplever refleksioner over deres undervisning som private og ikke som noget, de deler med andre,” fortæller Mette Krogh Christensen, lektor ved CED og førsteforfatter på studiet.
Når de taler med kolleger, handler samtalerne typisk om konkrete undervisningsaktiviteter eller fagligt indhold. Deltagerne beskriver samtidig et akademisk miljø med intern konkurrence, som kan gøre det vanskeligt at vise sårbarhed eller dele usikkerheder omkring undervisning.
Undervisning tillægges lavere status
Det private blik på underviserrollen er ifølge Mette Krogh Christensen et udtryk for, at undervisning tillægges lavere status end forskning.
”I interviewundersøgelser med unge universitetsansatte siger de; Der er så mange diskurser om forskning, men der er så få om undervisning,” pointerer hun.
Det fremgår også af beretningerne i lyddagbøgerne fra forskernes andet studie 'Teaching is important, but it's not important' , at det er almindeligt, at unge universitetsansatte oplever sig fanget i spændingsfeltet mellem forskning og undervisning. Deltagerne i lyddagbogsstudiet påpeger alle, at AU i praksis prioriterer forskning højere end undervisning.
De beskriver det som et strukturelt vilkår i deres arbejdsmiljø. Og det har stor betydning for den professionelle selvforståelse at indgå i en kontekst, hvor den ene rolle opleves mere prestigefyldt end den anden, forklarer Mette Krogh Christensen.
”Set gennem en socialkonstruktivistisk linse opfattes identitet ikke som en fast, medfødt kerne. Tværtimod ses identitet som flydende og formbar; den skabes og forhandles konstant gennem vores sprog og handlinger. De kontekster, vi befinder os i, betyder rigtig meget, fordi vi forsøger at tilpasse os de fremherskende måder at forstå og tale om tingene på. Hvis vi som universitet siger til vores postdocs, at de ikke skal undervise ret meget, fordi det er forskningen, der skal kvalificere dem, så er det jo et kæmpe signal, der forplanter sig i den måde, vi ser undervisning på,” siger hun.
Vil man rette op på balancen, peger Mette Krogh Christensen på to steder at sætte ind.
Det ene er i mere konkret facilitering af kollegial sparring.
”Måske skal vi i vores kompetenceudvikling af undervisere iscenesætte, at de sammen med andre kolleger kan bevidne hinandens undervisning. Sådan er koreografien ikke i dag med én underviser til ét hold studerende. Men det er ved at tale med kolleger – og ved at gøre det struktureret – at vi skaber læring.”
Det andet handler om at lægge arm med den kultur og de bagvedliggende strukturer, hvor avancementet i en akademisk karriere ofte i praksis vægter forskningsmeritter højere end undervisning.
”Som institution må man være meget opmærksom på at respektere, anerkende og understøtte undervisning mere tydeligt. Undervisning skal have en plads, når vi taler meritering. Jeg ved godt, at det vægter lige i strategipapirerne for Aarhus Universitet, men når vi taler med ansatte, er det ikke det, de oplever,” siger Mette Krogh Christensen.
Behov bliver tydelige, når hverdagen sættes på pause
Vigtigheden af at kunne spejle sin professionelle identitet i andres, står tydeligt frem, når vi mister muligheden for at praktisere det på den måde, vi kender. Det viser et litteraturreview, som CED har gennemført i samarbejde med Aalborg Universitet. I reviewet har Mette Krogh Christensen og lektor Maria Hvid Stenalt gennemgået 27 empiriske studier fra overgangen til nød-fjernundervisning under COVID-19-pandemien.
”Pandemien er en oplagt anledning til at studere, hvad der sker, når en etableret praksis bliver sat på pause. Vi har brug for at vide, hvad det er for strategier, vi skal bruge for at komme sundt igennem en transition, som COVID-19 var, og hvor vi på meget kort tid måtte gå fra én praksis til en anden,” fortæller Mette Krogh Christensen.
Litteraturgennemgangen viser blandt andet, at mange undervisere under overgangen til onlineundervisning oplevede, at deres eksisterende kompetencer ikke længere var tilstrækkelige. De måtte lære nye teknologier, udvikle nye undervisningsformer og revurdere deres forståelse af god undervisning.
Mange tiltag blev iværksat med fokus på at udvikle tekniske og digitale færdigheder, men de kunne ikke alene opretholde undervisernes professionelle selvforståelse og oplevelse af handlekraft.
Ud over funktionelle evner som faglig og pædagogisk ekspertise havde underviserne også behov for at udvikle deres sociale relationer og følelsesmæssige engagement.
”Et af de store afsavn, som underviserne beskriver fra perioden, var at have kolleger at tale med. For det at være alene i en svær situation, kan faktisk være mere udfordrende end den svære situation i sig selv,” forklarer Mette Krogh Christensen.
Identitet og handlekraft udvikles i et samspil af flere dimensioner
De uformelle, tilfældige møder med kolleger forsvandt fra dagligdagen. Mange undervisere etablerede selv støttende netværk, fordi de institutionelle støttestrukturer ikke var tilstrækkelige.
”Det er mange steder fortsat overladt til den enkelte underviser at være dygtig til at undervise, til at opsøge sparring og skabe udvikling. Måske skulle man overveje, om kollegial sparring kan integreres i den daglige struktur,” siger Mette Krogh Christensen.
Reviewet slår fast, at de tre dimensioner; indhold (viden, færdigheder, forståelse), drivkraft (følelser, motivation, vilje) og samspil (handling, kommunikation, samarbejde) ikke kan adskilles i praksis, og at de tilsammen har afgørende betydning for, hvordan identitet og handlekraft påvirkes.
Hvis en underviser f.eks. mangler digitale kompetencer (indhold), kan det skabe usikkerhed og frustration (drivkraft). Hvis vedkommende samtidig mangler kollegial støtte (samspil), bliver det vanskeligere at udvikle nye kompetencer og genopbygge troen på egne evner.
Omvendt kan stærke kollegiale fællesskaber (samspil) gøre det lettere at lære nye færdigheder (indhold) og bevare motivation og arbejdsglæde (drivkraft).
Det er netop interaktionen mellem alle tre dimensioner (indhold, drivkraft og samspil), litteraturreviewet peger på som afgørende for universitetsunderviseres mulighed for at navigere i usikre og foranderlige undervisningskontekster, som for eksempel transitionen fra onsite til online undervisning.
Transitionen behøver ikke at være en verdensomspændende pandemi. Den kan også i lidt mindre skala have skikkelse af en uddannelsesreform eller et teknologisk gennembrud som generativ AI, som bryder med allerede etablerede praksisser og identiteter.
”Når der kommer en begivenhed udefra og forstyrrer normaliteten, så kan vi lige pludselig bedre se, hvad der er vigtigt at lægge vægt på. De erfaringer kan vi bruge, næste gang det sker,” siger Mette Krogh Christensen.