Aarhus Universitets segl

Ph.d.-forsvar: Didactic architectures of student participation in clinical work – A multi-method study of patient-centred learning and practice architectures in student clinics

Centre for Educational Development inviterer dig til Louise Binow Kjærs ph.d.-forsvar af projektet ‘Didactic architectures of student participation in clinical work – A multi-method study of patient-centred learning and practice architectures in student clinics’ fredag den 23. september 2022 fra kl. 13:00.

Søauditorierne fra indgangen ud mod søen
Louise Binow Kjærs ph.d.-forsvar vil blive afholdt både online og på campus i bygning 1252, lokale 204 (Eduard Biermann-auditoriet), Bartholins Allé 3, 8000 Aarhus C. Foto: Lars Kruse, AU Foto
Louise Binow Kjær har en baggrund som cand.scient.pol. og har arbejdet med uddannelsesudvikling siden 2011. Hun er en erfaren underviser i læge-patient-kommunikation og kollegial supervision. Hun er desuden medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse (2018-nu). Foto: Privatfoto

Dato: Fredag den 23. september 2022 fra kl. 13:00

Sted: Forsvaret vil blive afholdt både online og på campus. Begge deltagelsesformater kræver registrering.

Campusdeltagelse:
Eduard Biermann-auditoriet, Søauditorierne
Bygning 1252, lokale 204
Bartholins Allé 3
8000 Aarhus C

Tilmelding: Kontakt Anders Vinding Christensen (avc@au.dk)

Efter forsvaret vil der være reception i William Scharff-lokalet i Søauditorierne, bygning 1253, lokale 317.

Om Ph.d. projektet

Medicinstuderende bør deltage aktivt i klinisk arbejde for at lære at tage ansvar i patientkonsultationer. Dog peger forskningen på en tendens til, at medicinstuderende oplever at blive placeret i en passiv observatørrolle under klinikophold, hvilket kan have negative konsekvenser for deres parathed til lægejobbet.

Dette ph.d.-projekt undersøgte, hvordan det er muligt at skabe et autentisk undervisningsmiljø, hvor studerende kan lære at tage en aktiv og patient-centreret rolle. Formålet var at udforske, hvordan arbejdspladsen, kliniske undervisere, patienter og medicinstuderende kan interagere på en måde, som muliggør aktiv studenterdeltagelse i patient-centreret klinisk praksis.

Projektets empiriske grundlag var et etnografisk feltstudie af studenterklinikker, semistrukturerede kvalitative interviews og et valideret spørgeskema. Studenterklinikkerne blev undersøgt fra tre forskellige perspektiver: 1) patienternes oplevelse af studenterkonsultationer, 2) de kliniske underviseres didaktiske praksis i forbindelse med studenterdeltagelse og 3) karakteristika ved undervisningsmiljøet, der understøtter studenterdeltagelse.

Videnskabelige bidrag

På et konceptuelt niveau fremlægger denne afhandling en model for didaktiske arkitekturer, der viser, hvordan studenterdeltagelse i klinisk arbejde kan understøttes på både det kontekstuelle og didaktiske niveau. Dette er et nyt og nødvendigt perspektiv på studenterdeltagelse og dermed et væsentligt praksisbaseret forskningsbidrag inden for medicinske uddannelse.

Analyser af projektets empiri viste, at det fysiske undervisningsmiljø var stærkt rammesættende for studerendes deltagelsesformer. Når studerende fik deres eget konsultationsrum og egne patienter inden for en plan aftalt med den kliniske underviser, blev det muligt for dem at tage ansvar, deltage i arbejdspladsens praksisser og få en samskabende position i arbejdspladshierarkiet. Muligheden for denne læring opstod, når de kliniske undervisere anvendte autonomi-understøttende supervision med et fokus på person-centreret læring, som gjorde det muligt at have fokus på både patienternes og de studerendes behov i studenterklinikken.

Ydermere viste interviews med patienterne om deres oplevelse af studenterkonsultationer, at deltagelsen i konsultationerne imødekommer ikke blot et personligt behov for tryghed, men også et ønske om at bidrage til medicinstuderendes læring.

Kontakt

Louise Binow Kjær
louisebk@au.dk | +45 61266861