Chatbots og generativ AI i undervisningen
På AU Educate har CED oprettet en række sider, der kan hjælpe dig med at blive mere fortrolig med anvendelsen af chatbots og generativ AI i din undervisning. I denne artikel har vi samlet en oversigt over nogle af disse.
Der er hjælp at hente på AU Educate, hvis du ønsker at arbejde med chatbots i forbindelse med din undervisning. CED har udviklet en særskilt side om chatbots indenfor det fokusområde, der handler om IT i undervisningen.
På AU Educate-siden nævnes det, hvordan man både kan arbejde særskilt med emnet ’chatbots’ ud fra et fagligt perspektiv, og hvordan man kan benytte chatbots som en ressource i sin undervisning.
På siden anbefales det også, at man indgår i dialog med sine studerende om, hvordan de kan bruge chatbots, og hvordan de ikke må bruge dem, og hvilke begrænsninger og etiske implikationer, der er ved at anvende chatbots.
Du kan derudover finde nogle praksiseksempler på, hvordan andre undervisere på AU har benyttet chatbots i deres undervisning.
Aktiviteter i undervisningen, der kredser om chatbots
Endelig kan du på AU Educate også finde inspiration til en lang række aktiviteter, som du kan benytte i din undervisning. Aktiviteterne er udformet som trin for trin-manualer, der kan integreres direkte i din undervisning, uanset faglighed.
En af de beskrevne aktiviteter er idégenerering med chatbot. I denne aktivitet skal de studerende anvende chatbots som et redskab til hurtigt at få overblik over et emne, inden de undersøger det nærmere. Formålet med aktiviteten er at få chatbotten til at bidrage til nye vinkler på emnet, til opdagelse af en spændende problemstilling eller en uventet indgang til en akademisk opgave.
Du kan også finde et forslag til, hvordan du laver Turing-testen med dine studerende. Turing-testen undersøger, om en robot udviser menneskelig intelligens i en sådan grad, at man tror, det er et menneske.
Aktiviteten går i al sin enkelthed ud på, at de studerende gennemgår en række opgavebesvarelser og derefter vurderer, om besvarelsen er skrevet af en chatbot eller af deres medstuderende. Formålet med denne aktivitet er blandt andet at lære de studerende, hvad chatbots kan og ikke kan og træne deres kritiske tænkning.
Aktiviteten kan give anledning til faglige refleksioner og diskussioner, for eksempel diskussioner af så forskellige emner som bevidsthed og intelligens, kildekritik og plagiat.
Kursus om generativ AI i undervisningen
Har du ingen eller kun beskeden erfaring med generativ AI, har CED et introducerende tilbud til dig.
I kurset ’Generativ AI i undervisningen’ opnår du, gennem oplæg og aktiviteter, viden og kompetencer i brug af generative AI’er, herunder særligt ChatGPT.