Fem råd til en god (gen)start efter coronanedlukningen
Det er vigtigt at sikre, de studerende får en god start med undervisningen, når de vender tilbage. Dem der har startet deres uddannelse under COVID-19-nedlukningen, er i højere grad præget af negative følelser omkring studiet. Derfor har vi samlet gode råd til, hvad du kan gøre for at styrke motivationen og skabe en følelse af fagligt fællesskab.
Der er mange, der har glædet sig til at møde kollegaer og de studerende igen. Men gensynet med fysisk fremmøde giver også nogle udfordringer. Nok især for dem, der har været universitetsstuderende et helt år og stort set ikke har været på campus.
En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at de er mindre motiverede, føler sig mere ensomme og i højere grad overvejer at droppe studierne. Derfor er det er vigtigt at de studerende kommer godt tilbage både fagligt og socialt. Du kan være med til at booste de studerendes faglige genstart gennem din undervisning.
Styrk det faglige fællesskab
Det kan bidrage til de studerendes trivsel, motivation og læring at være en del af et velfungerende fagligt fællesskab. Det gælder på holdet, årgangen og på tværs af årgange med både medstuderende, undervisere og andre fagfæller.
På AU Educate har vi givet nogle konkrete forslag til, hvordan du kan styrke det faglige fællesskab. Herunder får du nogle eksempler:
- Skab faglige succesoplevelser. Når de studerende mestrer deres fag, får de også følelsen af at høre til på studiet. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan man kan skabe mulighed for succesoplevelser. Du kan også anerkende de studerendes usikkerheder og opfordre dem til at stille spørgsmål – universitetet er jo et sted, man er for at lære.
- Lad de studerende skabe noget sammen, så de opbygger en fælles forståelse af det faglige stof og skal samarbejde for at nå et fælles mål.
- Faciliter et fællesskab, der rækker ud over holdet, så de studerende på tværs af årgange og afdelinger får en fornemmelse af det faglige fællesskab, de er en del af gennem uddannelsen. Det kan være med til at styrke den faglige identitet.
- Tilbyd mere feedback så de studerende bliver klar over, hvad de ved og ikke ved. Det kan både være feedback fra dig til de studerende eller mellem de studerende indbyrdes (peer feedback).
- Brug studiegrupper i undervisningen. Hjælp de studerende med at etablere studiegrupper, hvor de trygt kan arbejde sig ind i deres fag. Det lykkes bedst, hvis der er en klar struktur for det faglige arbejde, og hvis der er nogenlunde enighed om, hvorfor og hvordan de vil arbejde sammen – eksempelvis ved at lave samarbejdsaftaler.
Baggrund: Trivsel blandt førsteårsstuderende under corona
En undersøgelse fra EVA tidligere på året viste, at de førsteårsstuderende der startede i efteråret 2020, er præget af flere negative følelser omkring studiet.
Nedlukningen har blandt andet kostet på de studerendes motivation, hvor andelen af studerende, der er meget motiverede, er faldet fra 77 % i 2018 til 59 % i 2021. Dertil er andelen af studerende, som i mindre grad eller slet ikke er motiverede, mere end fordoblet fra 6 % til 14 %.
31 % af de studerende, som startede på en uddannelse i sommeren 2020, kunne i marts 2021 kategoriseres som ensomme, viser EVA’s undersøgelse. I marts 2018 lød det tal på blot 12 %.
Der er også sket en stigning i antallet af førsteårsstuderende, der i meget høj grad overvejer at droppe studierne. Hertil kommer en faglig usikkerhed, som blandet andet knytter sig til, at noget af det de studerende har manglet er pauserne, hvor man taler med de andre og opdager, man ikke er alene om ikke at synes at noget er svært.
Få yderligere hjælp og inspiration
Du kan læse mere om Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse fra foråret 2021, om trivsel blandt førsteårsstuderende under hjemsendelsen her.
Du kan læse mere om faglige fællesskaber og hente meget andet inspiration til din undervisning på AU Educate.
Vores medarbejdere på CED står også altid klar til at hjælpe og sparre. Send en mail til vores funktionspostkasse, så sørger vi for, du bliver matchet med den rette konsulent.
Det kan også være en god idé at minde de studerende om, at er der gode råd til, hvordan de griber studiearbejdet an på AU Studypedia.