Er du fagkoordinator, kursus- eller programansvarlig? Få styrket din rolle hos CED
CED tilbyder medarbejdere med særligt ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse og undervisning, mulighed for at arbejde målrettet med deres rolle gennem kurset ’Uddannelsesledelse’. På tre kursusdage får deltagerne en solid forskningbaseret introduktion til rollen, sparring på egne ideer og udfordringer samt mulighed for at høste erfaring fra kolleger med lignende opgaver på tværs af AU.
I efteråret har du mulighed for at fordybe dig i og udvikle din funktion som ansvarlig for universitetspædagogisk udvikling med CED’s kursus ’Uddannelsesledelse - for medarbejdere med særligt ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse og undervisning’. Kurset henvender sig til kursusansvarlige, programansvarlige, fagkoordinatorer eller andre videnskabelige medarbejdere, der udover egen undervisning og forskning også har et særligt organisatorisk ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse.
”Kurset giver deltagerne mulighed for at få et nyt, eksternt perspektiv på deres rolle og arbejde med centrale temaer som kursusevaluering, mødefacilitering, forventningsafstemning og samarbejde med mange forskellige interessenter,” fortæller kursusleder og adjunkt ved CED, Sanna Lassen.
Sanna Lassen har gennem godt to årtier arbejdet med ledelse på forskellig vis, blandt andet med lederudviklingsprojekter i kommunalt regi og som sparringspartner for ledelsesteams. Hun har undervist på diplomuddannelsen i ledelse ved VIA University College, og i dag leder hun forskningsprojektet EDULEAD, som undersøger uddannelsesledelse på universiteter.
På kurset vil Sanna Lassen i samarbejde med andre CED-undervisere tilbyde deltagerne sparring på deres egne erfaringer, ideer og udfordringer. Her kan deltagerne eksempelvis arbejde med, hvordan de kan skabe retning, samarbejde og fremdrift i egne lokale kontekster.
En rolle uden formelt ledelsesansvar
Mange af de mennesker, Sanna Lassen møder i sin forskning, har ansvar for at udvikle undervisning og uddannelser, men ser ikke sig selv som ledere.
»De er udpeget til at tage ansvar for undervisning og uddannelse på vegne af fællesskabet og i samarbejde med kolleger. Men de har ikke personaleledelse, og derfor siger mange: ‘Jeg er ikke leder’,« fortæller hun.
Ifølge Sanna Lassen er det netop en af grundene til, at begrebet uddannelsesledelse kan skabe forvirring. Derfor er et centralt formål med kurset at udfolde, hvad uddannelsesledelse indebærer for denne særlige gruppe af medarbejdere, der er formelt udpegede, men ikke har formel ledelse.
Det organisatoriske mellemrum
Gennem interviews med både uddannelsesledere og deres nærmeste ledere har Sanna Lassen identificeret et tydeligt behov for sparring og kompetenceudvikling for uddannelsesledere i universitetsverdenen.
Sanna Lassens forskning peger på, at denne type funktion ikke er unik for universiteterne, men at den er særligt tydelig her. Rollen er i dag desuden blevet mere kompleks, og uddannelserne skal forholde sig til flere krav, både internt og eksternt, hvilket øger behovet for koordinering.
”Fælles for rollerne er, at de befinder sig i et organisatorisk mellemrum. Derfor afhænger opgaveløsningen i høj grad af evnen til at facilitere samarbejde, skabe retning og opnå resultater gennem og sammen med andre. Der bliver flere og flere ting, der skal håndteres, og flere interessenter, der skal bindes sammen,” forklarer Sanna Lassen.
En kursuskoordinator kan for eksempel have til opgave at skulle understøtte koordinering og udvikling af uddannelser gennem samarbejde med en alsidig gruppe af interessenter. Denne gruppe indbefatter studerende, andre undervisere, der også er kolleger, den formelle ledelse, administrationen og eksterne samarbejdspartnere og aftagere, der er knyttet til uddannelse. Her er forventningsafstemning en vigtig forudsætning for at kunne udfylde rollen som koordinator effektivt.
En central pointe i Sanna Lassens forskning er, at rollen som uddannelsesleder indebærer et skifte i, hvordan man skaber resultater. Hvor undervisere traditionelt er ansvarlige for deres egen undervisning, skal de i denne funktion lykkes gennem andre.
”Den her type rolle bliver formelt udpeget til at tage sig af undervisnings- og uddannelsesopgaver, hvor de skal lykkes. Ikke kun i deres egen undervisning, men i samarbejde med kolleger. Og det kan være på alle niveauer. For at skabe læring hos de studerende, skal du faktisk facilitere kollegial forandring,” fortæller Sanna Lassen.
Fælles sprog og tydeligt mandat
Uddannelseslederrollen er samtidig kendetegnet ved, at der ofte mangler et fælles sprog for, hvad den indebærer. I sin forskning spurgte Sanna Lassen sine respondenter, hvilken rolle medarbejdere med særligt ansvar har, hvordan rollen bliver italesat og hvilke opgaver de har. Sanna Lassen forklarer:
”Disse medarbejdere varetager det, man kan kalde ’silent synchronising’ – det at få ting til at hænge sammen. Man får rollen uden nødvendigvis at få defineret opgaven eller kompetencerne der knytter sig hertil. Der er udfordringer som manglende sprog for rollen, uklare forventninger og rammer, øget ansvar og lav status i forhold til forskning.”
Det handler ikke nødvendigvis om at gøre rollen til en traditionel lederfunktion, men om at skabe klarhed over mandat, forventninger og samarbejdsflader. Sanna Lassens forskning går derfor ud på både at skabe viden og at omsætte den til praksis for denne gruppe:
”Hvordan kan vi understøtte dem? Hvad kræver det af kompetencer at have deres rolle? Og hvordan rekrutterer og fastholder vi dem? Det handler om at gøre forskning hjælpsom for praksis, så disse medarbejdere ikke oplever at stå alene med at definere deres opgaver og måder at håndtere dem på”, fortæller Sanna Lassen.
Sanna Lassen peger på, at ambitionen med kurset i uddannelsesledelse ikke er at introducere en ny ledelsesidentitet, men at styrke det, kursusdeltagerne allerede gør:
”De skal ikke nødvendigvis træde ind i formel ledelse, men der er behov for at få italesat og defineret det mandat, de har. Det handler om at undersøge deres praksis og styrke det, de allerede gør. Hvis deres mandat ikke er tydeligt, ender de med hele tiden at skulle opfinde tingene på ny, og det er belastende,” forklarer Sanna Lassen.
Sådan kommer du med
Er du medarbejder med ansvar for koordinering og udvikling af uddannelse og undervisning, og vil du styrke din praksis? Kurset ’Uddannelsesledelse – for medarbejdere med særligt ansvar for at koordinere og udvikle uddannelse og undervisning’ begynder den 16. september 2026. Du kan tilmelde dig frem til 19. august.
Læs mere og tilmeld dig kurset her.
Du er også velkommen til at kontakte Sanna Lassen for at høre mere om muligheden for individuel, skræddersyet sparring.
Har du brug for mere sparring eller vejledning om undervisning og uddannelse?
CED tilbyder også rådgivning, sparringsforløb og vejledning om uddannelse og undervisning. Her kan du blandt andet booke en rådgiver eller læse vores guide til fagkoordinatorens samarbejde og ledelse af instruktorer.
Du kan desuden finde flere webinarer, workshops og kurser til senior VIP-gruppen her.