Lektor Mette Krogh Christensen fra CED har specialiseret sig i pædagogisk kompetenceudvikling af undervisere og har de sidste 15 år arbejdet med kollegial sparring på forskellig vis. Hun fremhæver vigtigheden i, at undervisere på struktureret vis benytter deres kollegaer som sparringpartnere:

”Vi skal opdage hinanden som ikke blot uformelle, men også formelle sparringspartnere. Der skal arbejdes henimod en såkaldt ’de-privatisering’ af egen praksis, så vi kan lære af hinanden og udvikle vores undervisnings- og vejledningspraksisser sammen,” fortæller hun.

Så selvom uformelle samtaler over kaffemaskinen er vigtige, er der meget at vinde i også at køre nogle mere strukturerede processer.

”Som forskere er vi vant til at være dem, der bliver spurgt og dem, der taler. Altså, at stå på mål for vores ekspertise. Men i forhold til kollegial sparring er det vigtigste at lytte. Det handler i udgangspunkt ikke om at give et par gode og velmenende råd, sådan som de fleste af os nok automatisk vil reagere. Det handler om at lytte og være refleksiv. Derfor er det essentielt, at man rammesætter og italesætter kollegial sparring, så man kan tøjle automatreaktionerne,” fastslår hun.

Hun forklarer yderligere, at fordi man lægger beslag på sine kollegaers tid, når man efterspørger sparring, er det ekstra vigtigt at strukturere konkrete sparringssessioner eller -forløb.

En tredje vigtig grund til, at det er vigtigt at strukturere den kollegiale sparring, er for at undgå eventuelle konflikter:

”Der kan potentielt opstå konflikter, hvis eksempelvis kollegerne melder afbud i sidste øjeblik, ikke bidrager med det, de skal eller ikke forpligter sig til processerne. Derfor skal man være skarp med forventningsafstemningen, datoer og det praktiske. Og eventuelt aftale med institutleder, at den kollegiale sparring indgår som en pædagogisk kompetenceudviklingsaktivitet, så det ikke bliver nedprioriteret til fordel for noget andet i kalenderen,” fastslår Mette Krogh Christensen.

7 veje til effektiv kollegial sparring

Forskningen i kollegial sparring viser, at det er et nyttigt værktøj til at fremme videndeling og samarbejde i et praksisfællesskab. Sparringen bidrager til øgede refleksioner om egen undervisningspraksis, og hvordan denne kan udvikles.

Der findes mange forskellige metoder til at strukturere den kollegiale sparring. Nogle metoder er parvise, mens andre involverer tre eller flere kolleger. Nogle metoder kan anvendes, hvis man har kort tid til rådighed og vil starte i det små, mens andre metoder kræver mere tid og en større indsats.

På CED’s hjemmeside har Mette Krogh Christensen skitseret syv forskellige metoder til kollegial sparring:

1. 1-1 kollegial sparring: En 10 minutters fokuseret dialog mellem to kolleger.
    
2. Den reflekterende undersøgelse: En sparring med afsæt i to praksisser: den reflekterende samtale og den videnskabelige undersøgelse.
    
3. Indbyrdes observation og feedback: En kollaborativ arbejdsform, hvor to kolleger observerer og giver feedback på hinandens undervisning.
    
4. Mentorforløb: Et udviklende samarbejde mellem to mennesker med forskelligt erfaringsgrundlag, hvor begge parter kan opnå ny læring og personlig vækst.
    
5. Debriefing i underviserteams: En faciliteret diskussion af et undervisningsforløb med deltagelse af flere involverede undervisere.
    
6. Det reflekterende team: En struktureret gruppesamtale, som giver mulighed for individuel og organisatorisk læring.
    
7. Gruppebaseret observation: 3-4 kolleger besøger hinandens undervisning for derefter at diskutere og give feedback på hinandens arbejde.

Du kan læse mere om de forskellige metoder til kollegial sparring her.

Kollegial sparring kræver tryghed i miljøet

Nogle af ovenstående metoder til kollegial sparring indebærer observation af kollegaers undervisnings- eller vejledningspraksisser. Dette kan for nogen føles grænseoverskridende.

”Det kan føles eksponerende at blive observeret i sin rolle som underviser. Dette kan forebygges med en stærk samarbejdskultur, som fremmer tryghed. Samtidig er det også vigtigt, at man i miljøet er åbne om de udfordringer, man oplever i undervisningen, men at man samtidig kan snakke fortroligt ved de kollegiale sparringssessioner,” forklarer Mette Krogh Christensen.

Tilliden blandt kollegaer kan blandt andet fremmes ved, at man selv vælger sine sparringspartnere, og ved at man strukturerer sparringsforløb på en måde, der skaber tillid mellem parterne.

”En leder skal ikke sparre med en ikke-leder. Men samtidig er det at skabe et trygt miljø i høj grad en ledelsesting. Det er noget, man skal arbejde aktivt med. Institutionen og ledelsen skal derfor bidrage til at etablere de nødvendige rammer for sparringen, så undervisere kan prioritere kollegial sparring på linje med andre undervisningsforpligtelser,” understreger Mette Krogh Christensen. 

Sådan kommer du videre i processen

Nogle undervisere – yngre såvel som erfarne – oplever en følelse af ikke at have kompetencer til at give feedback på andre kollegers undervisning.

”Man behøver ikke være ekspert i undervisning eller vejledning for at være en god sparringspartner. Kollegial sparring handler netop ikke om at give gode råd, men om at lytte til kollegaens overvejelser og stille de gode spørgsmål,” konkluderer Mette Krogh Christensen. 

Der er hjælp at hente ved CED i forhold til arbejdet med kollegial sparring og skabelse af en ligeværdig dynamik mellem deltagerne.

”Vi kan hjælpe med at sætte processer i gang ved at introducere til de forskellige sparringsformater og vurdere, hvilke der passer i konteksten. Vi faciliterer også gerne længerevarende observationsprocesser og afholder workshops om emnet i afdelinger og undervisergrupper på AU,” afslutter Mette Krogh Christensen.

• Kontakt Mette Krogh Christensen for yderligere hjælp og sparring (+45 93 50 90 38 | mette.k.christensen@au.dk)
   
• Du kan også finde CED’s guide til kollegial sparring her.