Interdisciplinære forsknings- og udviklingsprojekter bliver mere og mere normen inden for akademisk arbejde, når man skal undersøge og finde løsninger på problemstillinger. Det gælder blandt andet inden for det sundhedsvidenskabelige område:

”Et eksempel er senfølger efter kræftsygdom. Mange, der har været i behandling for kræft, bliver patienter igen efter endt forløb – bare i andet regi. De kan få angst, tarmproblemer af forskellig art, føle- eller smagsforstyrrelser og andre meget komplekse sygdomsbilleder. Derfor kan de færreste udfordringer med senfølger løses af kun ét fagområde. Det er en problemstilling, der rækker dybt ind i og på tværs af traditionelle faggrænser,” fortæller Mette Krogh Christensen.

Mette Krogh Christensen er lektor ved CED. Hun underviser og vejleder professionelle uddannere, primært inden for sundhedsuddannelser og universitetsuddannelser. Hun har blandt andet udviklet onlinekurset Vejledning på tværs af discipliner: kollektiv akademisk vejledning, designet til at understøtte implementeringen af kollektiv akademisk vejledning i grupper af studerende fra forskellige fagområder.

”Forskellige fag mødes, fordi et givent emne kræver flere perspektiver. Når samarbejdet fungerer godt, supplerer perspektiverne hinanden og skaber løsninger, som ingen af dem kunne have fundet alene,” uddyber hun.  

Vejlederens udfordringer i interdisciplinære sammenhænge

At vejlede i interdisciplinære projekter stiller særlige krav til vejlederen. For det første kræver interdisciplinær vejledning, at vejlederen bevæger sig ud af sin videnskabelige comfort zone og engagerer sig i mødet med andre fagdiscipliner. Det betyder ofte, at vejlederen arbejder på grænsen af – eller måske endda overskrider – sin egen faglighed, hvilket kan opleves som en sårbar position, da man som vejleder ikke altid kan have det definitive ekspertsvar på de spørgsmål, der opstår.

”For eksempel i forbindelse med vejledning af studerende i interdisciplinære grupper skal vejlederen være i stand til at bevæge sig uden for sit eget ekspertiseområde og uden for sin disciplinære comfort zone og vise gruppen, at det er okay at gøre dette. De skal således både være en rollemodel for de studerende og understøtte de studerendes evne til at afsøge interdisciplinære muligheder i fremtidige projekter,” uddyber Mette Krogh Christensen.

For det andet skal vejlederen kunne reflektere sammen med gruppen over de grundlæggende betingelser for interdisciplinaritet. Det indebærer blandt andet en forståelse for, hvordan stærkt og svagt afgrænsede fag påvirker samarbejdet på tværs af discipliner. En vigtig del af vejledningen er derfor at facilitere samtaler om det interdisciplinære rum, hvor traditionelle faggrænser udfordres, og nye tilgange og perspektiver udforskes.

”Stærkt afgrænsede fag er baseret på egne forskningstraditioner, og der er udbredt konsensus om, hvad der er the gold standard inden for det enkelte fag. Svagt afgrænsede fag har mere flydende afgrænsninger og trækker på forskningstraditioner fra flere beslægtede discipliner. De stærkt afgrænsede fag kan i visse henseender være sværere at samarbejde med, hvorimod de svagt afgrænsede kan have behov for andre discipliner for at styrke deres egen,” forklarer hun.

Endelig er det afgørende, at vejlederen kan skabe transparens i processen for at støtte gruppen bedst muligt. Det kan gøres ved at stille undersøgende og udfordrende spørgsmål, der belyser de bagvedliggende antagelser i de studerendes brug af de enkelte fagdiscipliner. På den måde bidrager vejlederen til en kritisk refleksion over, hvordan forskellige videnskabelige metoder og forståelser kan kombineres i et konkret interdisciplinært projekt.

”Kort sagt handler det om, at vejleder skal anerkende en række forskellige fagområders særegne grænser og forståelsesrammer, samtidig med at vejleder skal stå solidt placeret i sin egen faglighed,” fortæller hun.

Det handler om at tale det samme sprog

Mette Krogh Christensen understreger, at det kræver meget kommunikation at samarbejde i interdisciplinære grupper, hvor man forsøger at bevæge sig over på hinandens banehalvdele for at forstå, hvad de siger:

”Det handler om at være nysgerrig på andre fag og skabe en integreret forståelse af et emne, hvor perspektiverne tager højde for hinanden i stedet for blot at stå og råbe fra hver deres hjørne,” fortæller hun og fortsætter:

”Den dårlige version af interdisciplinaritet er for eksempel en bog, hvor hvert kapitel er skrevet ud fra ét enkelt perspektiv. Til sidst står læseren med en række forskellige perspektiver – men hvordan kommer man videre derfra? Hvad kan man anbefale på baggrund af dem? Anbefalingerne kan jo pege i vidt forskellige retninger og endda være modstridende. Hvis det interdisciplinære samarbejde skal give reel værdi, er det afgørende, at de forskellige discipliner taler samme sprog – eller i det mindste forstår hinanden,” konkluderer Mette Krogh Christensen.

Fra specialist til generalist

Hvis en vejleder skal arbejde med interdisciplinære grupper eller vejlede inden for et bredt felt, er det afgørende at kunne navigere mellem de forskellige fagligheder. Det kræver, at vejlederen kan engagere sig i de enkelte discipliner og anskue dem gennem sin egen faglige baggrund.

I denne proces bliver det nødvendigt at finde sin indre generalist frem og kunne se sammenhænge på tværs af perspektiver, stille undersøgende og udfordrende spørgsmål og skabe bro mellem forskellige videnskabelige tilgange. En sådan vejledningsopgave fordrer evnen til at sætte sig ind i nye perspektiver og samtidig bevare et overblik, der fremmer den interdisciplinære samtale.

”Inden for et stærkt afgrænset fag er der ikke frihed til at gøre hvad som helst – ellers ville det jo ikke længere kunne identificeres som netop dét fag. For eksempel kan et universitetspædagogisk center som CED ikke pludselig begynde at forske i fysik, men vi kan sammen med fysikere forske i didaktik inden for fysik, fordi vi sætter vores fag, det vil sige universitetspædagogikken, forrest i samarbejdet med fysik. For at gøre det, skal man have lyst til at indtage en generalistposition. Altså, sætte sig ind i andre områder, uden nødvendigvis at opnå samme ekspertniveau, men nok til at kunne se, hvor forbindelserne er,” forklarer Mette Krogh Christensen.

Hun understreger samtidig, at man må acceptere, at andre kan have en anden opfattelse af ens fag og videnskabelige tilgange, hvilket kan udfordre de løsninger, man selv ville foreslå.

Bliv klædt på til at vejlede interdisciplinært

Hvis du ønsker at styrke dine kompetencer som vejleder i tværfaglige grupper, kan du benytte ressourcen Vejledning på tværs af discipliner: Kollektiv akademisk vejledning. Det er et onlinekursus, du kan gennemføre i eget tempo. Kurset giver dig de nødvendige redskaber til at arbejde med kollektiv akademisk vejledning i en interdisciplinær kontekst.

Gennem fire korte moduler lærer du at identificere de basale elementer i kollektiv akademisk vejledning, facilitere feedbackprocesser og navigere i en interdisciplinær gruppe af studerende eller yngre forskere. Modulerne indeholder korte videoer og læringsaktiviteter.

Kurset giver dig mulighed for at træne den generalisttilgang, der er afgørende for at lykkes i interdisciplinær vejledning.