Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Organisation og opgaver

Centre for Educational Development (CED) tilbyder sparring om universitetspædagogik til alle fagmiljøer på Aarhus Universitet. Alle AU's undervisere og ledere kan hente hjælp til både deres aktuelle udviklingsarbejde og løbende kompetenceudvikling på centeret.

Vi kan bidrage til udvikling af god overgang fra gymnasiet til studiet, engagerende studiemiljøer, aktiverende undervisning af høj kvalitet, nytænkning med afsæt i digitaliseringen, bedre feedback på de studerendes læringsudbytte, curriculumudvikling, samt den gode overgang fra uddannelsen til arbejdslivet.

Centre for Educational Development er en sammenlægning af Aarhus Universitets fire tidligere pædagogiske centre CUDiM på Arts, CUL på BSS, CESU på Health, STLL på Natural Sciences og Technical Sciences samt EDU IT-enheden. Vi blev organisatorisk samlet 1. oktober 2020 og flytter ind i vores nye hus i efteråret 2021. Hermed er centeret en af Nordens største universitetspædagogiske enheder.

Vi arbejder ambitiøst forskningsbaseret og eksperimenterende praksisnært. Derfor samarbejder vi både lokalt, nationalt og internationalt med andre innovative miljøer for at sikre at de pædagogiske, didaktiske og systemtekniske valg, der træffes af os alle på universiteterne er baseret på solid og opdateret evidens.

CED's opgaver og profil

CED har til opgave løbende at understøtte AU's strategi for forskningsbaserede uddannelser af højeste internationale kvalitet, samt specifikt at understøtte 2025-strategiens indsatser på områderne bedre studiestart, et attraktivt studie- og læringsmiljø, engagerende educational IT, digitale kompetencer, entreprenørskab og forskning i uddannelserne, samt dimittender til fremtidens arbejdsmarked.

Derfor vil vi

  • Skabe rum til og mulighed for eksperimenter og innovation inden for digitalisering, undervisning og uddannelse i tæt samarbejde med interesserede fagmiljøer på AU
  • Tilbyde AU's 7.000 undervisere – fra instruktor til professor – forskningsbaseret universitetspædagogisk kompetenceudvikling med høj og aktuel relevans for den enkelte 
  • Være den naturlige partner for AU's mere end 800 kursusledere, uddannelsesledere og topledere, når de ønsker sparring om universitetspædagogiske valg
  • Skabe og udvikle de bedst mulige digitale rammer for undervisning på AU
  • Indgå aktivt i universitetspædagogisk forskning samt kvalitets- og udviklingsprocesser med eksplicit hensigt at skabe høj uddannelsesmæssig værdi

For at kunne gøre det, skal vi

  • Være et center præget af tilgængelighed og imødekommende adfærd
  • Samarbejde tæt og fagnært om universitetspædagogik med vore mange partnere på AU (ledelsesniveauer, administrationer, institutter, uddannelser og undervisere)
  • Samarbejde ambitiøst og generøst med universitetspædagogiske og fagdidaktiske aktører i Danmark og internationalt
  • Forskningsbaseret universitetspædagogik på højt internationalt niveau
  • Holde os selv opdateret og på forkant af udviklingen på det universitetspædagogiske felt og de læringsteknologiske muligheder, der lige akkurat er inden for vores rækkevidde
  • Skabe et center præget af stærk kollegialitet med plads til faglig sparring og udviklende samarbejdsrelationer
  • Sætte pejlemærker for de pædagogiske værdier, som vi skaber, og følge op på disse

Organisering

CED ledes af Anne Mette Mørcke, der refererer til prorektor Berit Eika. Centeret er organiseret i tre afdelinger og et sekretariat:

Afdeling for Digital Udvikling ledet af funktionschef Anders Hyldig med 17 medarbejdere, der løfter opgaver som Studypedia og AU Educate, Media Lab, brugerunderstøttelse, systemimplementering og teknologiudvikling.

Afdeling for Undervisningsudvikling ledet af funktionschef Liza Strandgaard med 18 medarbejdere, der løfter opgaver inden for universitetsdidaktik, metodik, prøveformer og feedback, undervisningsmiljø og -evaluering samt kollegiale fællesskaber.

Afdeling for Uddannelsesudvikling ledet af funktionschef Tina Bering Keiding med 12 medarbejdere, der løfter opgaver inden for overgange i uddannelsessystemet, uddannelsesdesign, studieordninger, kvalitetssikring og akkreditering.

Sekretariatet ledet af Bente Jønshøj med fem medarbejdere.