Omdrejningspunktet for mit arbejde som forsker og underviser er praksisbaseret læring, særligt inden for de sundhedsprofessionelle uddannelser. Jeg har en baggrund som cand.scient.pol. og ph.d. i medicinsk uddannelse og har siden 2011 arbejdet med uddannelsesudvikling, undervisning og forskning i krydsfeltet mellem universitetet og sundhedssektoren som uddannelsesmiljø. Jeg har derudover betydelig erfaring som projektleder, underviser i læge-patient kommunikation og kollegial supervision.
Jeg forsker i medicinsk uddannelse med fokus på klinisk læring og uddannelsesledelse. En vigtig del af mit arbejde er at omsætte forskningsresultater til anvendelig viden, hvilket jeg bl.a. gør gennem kurser, workshops og undervisningsmaterialer til undervisere og ledere inden for sundhedsprofessionel uddannelse. Min forskning er funderet i praksisteori og jeg anvender både kvalitative (etnografi, lyddagbøger og interviews) og kvantitative metoder (spørgeskemaer) for at opnå en bred indsigt.