Aarhus Universitets segl

Hent inspiration til din undervisning på AU Educate

Websitet AU Educate er en støt voksende online-ressource, som giver dig forslag til undervisningsaktiviteter, tekniske vejledninger og konkrete eksempler på underviseres praksiserfaringer.

AU Educates tema om IT i undervisningen og guides til online undervisningsaktiviteter tilbyder blandt andet inspiration til brug af teknologi under de nuværende ændrede omstændigheder og afstandsrestriktioner. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

89 bud på nye undervisningsaktiviteter. 167 cases med undervisere. Og 90 tekniske vejledninger. Det er, hvad AU Educate lige nu tilbyder undervisere på Aarhus Universitet, der har lyst til at udvide deres faglige repertoire – eller inspirere deres kolleger.

På AU Educate kan du finde inspiration til online undervisningsaktiviteter og dykke ned i emner om eksempelvis podcast, quizzer, videoer og anden teknologi i undervisningen. Du kan derudover læse om alt fra forelæsninger og holdundervisning til klinik- og laboratorieundervisning.

Nye ressourcer bliver løbende tilføjet. Fremadrettet kommer der yderligere øget fokus på IT i undervisningen og flere tekniske vejledninger – blandt andet vejledninger til Aarhus Universitets kommende læringsplatform, Brightspace.

En ressource for og af undervisere

Materialet på AU Educate er udviklet af undervisere fra Aarhus Universitet og læringskonsulenter fra det nyoprettede Centre for Educational Development. Alle konkrete forslag til aktiviteter inkluderer eksempler på, hvordan andre undervisere tidligere har gjort. Og indholdet bliver kvalitetssikret af en redaktionsgruppe, der repræsenterer hvert af de fem fakulteter.

Hvis du selv har gode erfaringer med spændende eller anderledes indslag i din undervisning, kan du indsende bidrag til ressourcen. Bidrag kan tilføjes i PURE som formidlingspublikation.

Et samarbejde på tværs af alle fakulteter 

AU Educate startede som et projekt på Arts i 2011 under navnet Undervisermetro. Ønsket var at anerkende og fremhæve den gode undervisning og samtidig skabe inspiration til at eksperimentere med nye undervisningsformer. Siden da har websitet været igennem en større revidering, hvor målgruppen blev udvidet til at inkludere alle fakulteter på Aarhus Universitet. I foråret 2020 havde AU Educate intet mindre end 15.000 besøgende.

I dag er AU Educate samlet under fælles tag ved Centre for Educational Development. Centret sikrer pædagogisk og didaktisk understøttelse og sparring til underviserne ved fagmiljøerne på hele Aarhus Universitet. 

Læs mere