Aarhus Universitets segl

Gå på opdagelse i CED's kursusudbud

Alle undervisere på AU – fra studenterundervisere til professorer – kan deltage i CED’s kurser. Vi præsenterer her et udpluk fra vores kursusportefølje.

På CED's Science Teaching-kursus kan ph.d.-studerende fra Natural Science og Technical Science udvikle deres undervisningspraksis. Foto: Ida Marie Jensen, AU Foto

Hvis du hellere vil arbejde med dine kompetencer i eget tempo, kan du finde inspiration via vores online ressource AU Educate. Her giver vi konkrete eksempler på, hvordan du kan udvikle din undervisningspraksis.

Fra nye til erfarne undervisere

Hvis du har instruktorer/studenterundervisere ansat til at varetage en del af undervisningen, kan du tilbyde dem deltagelse i pædagogiske grundkursus for studenterundervisere og instruktorer. Kurset klæder specifikt studenterundervisere og instruktorer på til at undervise.

Nye undervisere og deltidsundervisere kan med stor fordel deltage i Introduction to Teaching and Learning (InTeL), der introducerer bredt til undervisning og læring. Kurset foregår online og indeholder en blanding af tekst, video og aktiviteter. I løbet af kurset løser man forskellige opgaver, hvor man både arbejder selvstændigt og forholder sig til andre deltageres bidrag.

Vejleder du ph.d.-studerende, kan du deltage i de fakultetsrettede ph.d.-vejlederkurser, hvor du kan arbejde målrettet med at styrke dine kompetencer som vejleder og få inspiration til nye metoder og værktøjer.

Educational IT på dagsordenen

CED forvalter, supporterer og videreudvikler Brightspace. I forlængelse deraf udvikler og afholder vi løbende forskellige workshops om læringsplatformen. Blandt andet tilbyder vi workshops for instruktorer og studenterundervisere.

I forbindelse med implementeringen af den nye fælles videoplatform på AU, Panopto, tilbyder vi både fysiske og online introduktionsworkshops, hvor du får et overblik over Panopto og dets muligheder samt lærer, hvordan du håndterer dit eksisterende videomateriale og optager nye videoer

Vi har også et kursus til dig

Har du lyst til at deltage i vores kurser og workshops? Du kan finde hele vores kursuskatalog på ced.au.dk/kurser, indenfor nedenstående målgrupper:

Du kan tilmelde dig en række af forårets kurser allerede nu, mens andre bliver løbende udviklet og opdateret.

Personlig rådgivning og sparring

Kan du ikke finde det kursus, du leder efter, eller som imødekommer dine behov, er du altid velkommen til at kontakte os.

Vi tilbyder personlig rådgivning om universitetspædagogik, didaktik og undervisning, og indgår i sparring med undervisningsteams, der gerne vil have mere skræddersyede workshops.